Indbyggerne
Så mange sjæle var der
Slottet, tårnene, kirken, garde og huse - alle trængtes de på Gudenåens nordbred neden for Laurentii bakke og indenfor stadens porte. Sønderbro var navlestrengen til Europa, men kom man nordfra, var vejen fra den bastante Nørreport til Rådhustorvet ikke 100 skridt, så Torvet lå lige ved bygrænsen.
Mere rummelighed var der på den lange led fra stadens mest monumentale bygningskompleks, Dronningborg Slot med voldgraven i øst, og til Hviids Vandmølle. Den var tillige med Sct. Mortens kirke og Hospitalet de væsentligste bygninger til vest.
Torvet domineredes af Sct. Petri eller Vor Frue vægtertårn, mens tårnet efter den nedrevne middelalderlige Sct. Clemens endnu løftede sig over byens tage så nogenlunde midt i Randers.
Da erik pontoppidan 1767 gjorde regnskabet op, var Slottet borte. Det samme var også den brandhærgede rest af Clemensspiret. Nu var den kullede Sct. Morten og Rådhuset de fornemste bygninger. Hertil opregnedes yderligere seks grundmurede og 509 bindingsværksgårde eller huse.
I dem fandt 522 familier tag over hovedet, eller omkring 1800 personer over tolv år. Alt i alt rummede byen kun 2250 nogenlunde fastboende sjæle - eller færre end der i dag er hjemmehørende i Borup landsogn. Hertil må imidlertid lægges en god portion militære - mandskab og officerer. Gennem så godt som hele århundredet var Randers med Bjellerup Ladegård garnisionsby for skiftende militære enheder, som tidvis udgjorde næsten 500 mand - eller henved en femtedel af byens befolkning.
De rødbrune skilderhuse ved portene og hovedvagten 'Corps de Garde' på Torvet var andet end pynt. Randers var frem for noget andet garnisionsbyen, hvor militæret med familier udgjorde den største befolkningsgruppe, som ydermere gennem soldaternes uniformering blev det dominerende islæt i stadens hverdag.
Begyndelsen på et nyt århundrede markeredes i garnisionsbyen Randers med opførelsen af det klassicistiske Tøjhuskompleks pa Udbyhøjvej. Om det skrev Engelstoft, at man 'østen for byen har bygget et prægtigt Tøjhus, som bevogtes af et lille corps artillerister. Man fylder det lidt efter lidt med geværer, kanoner, lavetter etc.'
Det egentlige og beskedne indbyggertal skal dog ses i forhold til landets øvrige befolkning. Randers var faktisk Jyllands tredie største by. Arhus havde ca. 1000 indbyggere mere, mens Ålborg var størst med et befolkningstal på 4160.
Den procentvise tilvækst gennem hele 1700-tallet indtil 1804 var dog langt den største i Randers, som voksede med 124%. Ålborg haltede langt bag efter med 33,4 og Arhus med sølle 18%. Da Magistraten 1735 indberettede om erhvervssammensætningen i byen og borgernes indkomstforhold var der ikke, som der jo sjældent er, når der hænger skatter i luften, meget at råbe Hurra for.
Randers havde et halvt hundrede handlende af alle slags, men kun en 14-15 købmænd af nogen betydning.
Byens håndværkerlaug repræsenterede ni professioner. Den største var skomagernes. Så fulgte skræddere, handskemagere, bagere, hattemagere, smede, garvere og snedkere. Vognmændene, hvoraf der var 30, betegnedes som 'forarmede folk'. Men af egentlige håndværkere var der omkring 100 personer, som fordelte sig på de nævnte laug og yderligere en god halv snes professioner. Byens to guldsmede klarede sig rimeligt. To malere og fem drejere ejede intet, mens to farvere, lige så mange kobbersmede og glarmestre, en rebslager og en bogbinder havde det tåleligt. Derimod var to murermestre, sadelmagere, parykmagere, hjulmagere, tre tømrere og en urmager 'ganske fattige'. De 11 skippere spandt heller ikke guld. Selv de, som beflittede sig pa at holde humør i staklerne, byens 35 brændevinsbrændere betragtedes kun som 'en middelmådig stand'. Endelig var der garnisonens officerer. Også de var alt andet end rigeligt lønnet. Ved århundredets slutning så det anderledes ud.
Ganske vist var det ellers så berømmelige handskemagerlaug alvorligt på retur, men handelen var voksende. Foretagsomme købmænd lagde sig efter rederivirksomhed. De bedrede besejlingsforhold og almindelig økonomisk fremgang indgød borgerskabet en optimisme, der sammen med de første spirer til industrialiseringen begyndte at trække landbefolkningen til byen.
Historikeren laurids engelstoft, der gjorde staden visit i april 1805 har med vågent blik noteret sig, at '- Randers tiltager årligt i velstand og folkemængde. Den har nu 5000 indbyggere, men...' tilføjer han 'byens tone er kjøbmandsk og kleinstädtisk' og, at bonertheden stadig er at finde hos præster, som 'længes meget efter at komme i rangen' og hos købmanden, der har betalt for en agenttitel og roser sig af, at 'han nu kun har fire foran sig i rangen'.