Havnen og fjorden

Ret tidligt var den brede vandflade, som oprindelig strakte sig fra bakkedrag til bakkedrag på begge sider af fjorddalen, trukket tilbage og afløst af store engstrækninger, så selve strømmen kun optog en mindre del af fladen. Og denne udvikling fortsattes ved, at der aflejrede sig dynd i fjordbunden; men det berørte ikke sejladsen, sa længe man benyttede små skibe med ringe dybtgående, hvorfor dette forhoId heller ikke før omkring 1650 nævnes i de efterretninger, der kendes om fjorden.

Da Randers borgere i 1441 klagede til Christopher af Bayern, og han lod fjorden »ransage og afpæle«, skyldtes det, at fiskegårdene oprettedes i sejldybet, som derved blev »forbygget«, hvorefter kongen forbød at sætte nogen bygning længere ud i dybet, end pælene viser, så borgerne kunne have fri pramgang op og ned i dybet. Og når Christian I 12. juli 1457 forbyder at købe og sælge og gøre ulovlige havne i Randers fjord og giver befaling til, at alle, der søger denne fjord for købmandsskabs skyld, skal drive dette ved Randers bro efter gammel sædvane, så vedrører dette handelen. Men det er ikke udelukket, at dette spørgsmål har forbindelse med f jordens formindskede vanddybde, der kunne hindre skibene i at nå frem med fuld last, så man nødtes til at måtte lette fartøjet ved at sælge noget af ladningen ved forskellige landingssteder i fjorden og derved unddrage Randers noget af dens næring.

Man har således været klar over den værdi, fjorden var for byens liv, og antagelig også med nogen ængstelse set på de forandringer, den efterhånden gennemgik, og som ikke alle var ønskelige. Men forholdene har sikkert forekommet den tids mennesker at være naturbestemte og uafvendelige, så der ikke har været nogen tanke fremme om at gøre noget for at ændre udviklingen. Man konstaterede, at besejlingsforholdene blev ringere, og dette fandt udtryk i en regeringsskrivelse i 1664, da en kommission skulle undersøge bl. a. hvilke laksegårde, der var opsat siden Eske Brocks tid, »da samme Fjord var Navigable for temmelig store Skibe«. Dette har antagelig rørt ved noget, som man mand og mand imellem havde drøftet, men som nu fik officielt udtryk og derfor bevirkede, at man dog overvejede nærmere, om der kunne gøres noget for at bringe bedre forhold for

Omkring 1730 blev regeringen selv interesseret i besejlingsforholdene i åen og fjorden, da man påtænkte at udnytte kronens store skove ved Silkeborg gennem hugst af tømmer, som derefter skulle flådes ad åen og fjorden til brugelig ladeplads. Der blev optaget kort over åen og fjorden, men planen om udnyttelse af skoven kom ikke til udførelse, fordi der fandtes så mange grunde i åen og fjorden, at der fordredes så store beløb til opmudringen, at man fra regeringens side ikke ville ofre de store summer, og byen havde ikke råd dertil. Men tanken var ikke skrinlagt af borgerne i Randers, og da der i 1739 var udgået et kgl. rescript af 9. September om havnenes vedbørlige istandsættelse, kunne der være mulighed for hjælp. Men der skete intet for Randers havns og fjords vedkommende, antagelig af samme grund som for planen af 1736, og der gik igen 20 år, uden at forholdene undergik nogen forbedring, skønt man inden for handelsstanden var klar over, at tilstanden fordrede handling.

I 1759 viste handelsstanden i Randers, at den havde forstået alvoren i spørgsmålet om oprensningen af fjorden og nødvendigheden af, at man selv måtte gøre en indsats derfor. Kgl. agent, borgmester Simonsen tilbød for egen regning at lade grunden »De 7 Vedere« opmudre; men dette smukke tilbud blev ikke antaget, sikkert fordi man forstod, at opgaven var så stor, at alle måtte være med. Det blev dog det lille skred, som løsnede for en udvikling, der nu begyndte og med større og større kraft fortsattes op gennem årene med betydelige resultater, og som fortsættes endnu og må fortsættes fremover, så vist som havnen og fjorden er af vital betydning for Randers som midtpunkt for det store opland.

Og for en gangs skyld tøvede man ikke, idet borgerskabet allerede samme ar udarbejdede et havnereglement, der blev underskrevet 18. oktober 1759 og fik kgl. konfirmation 12. maj 1760. Denne blev læst på Randers byting 16. juni 1760 og publiceret på Randers rådstue 18. juni 1760. Samtidig fik byen bevilling på til havnens vedligeholdelse og fjordens regulering at hæve afgifter af ind- og udgående varer og visse afgifter af hjemmehørende og fremmede skibe, bropenge, accise m. v. Selve havnereglementet var meget omfattende og giver i sine 26 punkter et ikke uinteressant billede af tiden. Efter at det først er fastslået, at havnevæsnet skal være »separeret« fra byens regnskab, og der er angivet linier for havneinspektionens arbejde, gives der en del regler, som skulle afværge sejldybets forurening: Ingen skipper, kag- eller prammand må i havnen eller sejldybet udkaste »synkendes ting«; ligeledes må der fra gårde, gader og huse ikke udkastes nogen urenlighed i havnen. De offentlige rendestene skal forsynes med kloakker, og gadefejelse må ikke ligge Iængere end 8 dage på gaden, da det ellers ved hastig regn kan føres i havnen. Byens felberedere, handskemagere og skomagere må ingenlunde som tilforn ved bryggen udkaste eller vaske deres huder, skind og uld, hvor de vil. Dernæst anføres de arbejder, som først burde udføres, således at bolværkerne forhøjes, fortøjningspæle anbringes, og bryggen brolægges. Særlig vigtigt var det også, at bolværket øst for broen føres så langt ud i fjorden som muligt, og at Suderstrømmen på bryggens nordside bliver »renoveret«, for at kagene her kan have losseplads. Endelig pålægges det inspektionen, at der snarest muligt indrettes en rummelig vinterhavn.

Man var således nået til, at der var dannet et organ, som havde fået ganske bestemte opgaver, hvortil der var udfærdiget et reglement, samt at der var anvist nogle indtægter, der ganske givet ikke var særlig store til det krævende arbejde, men dog alt i alt gav et grundlag for at tage fat på en opgave, der længe havde været påkrævet, og man begyndte sikkert med godt mod.

Det første, man foretog, var at forbedre og udvide skibsbryggen. Denne var en holm, som lå ud for Søndergade, adskilt fra byen ved en ganske smal strøm, som kaldtes Suderstrømmen. På kortet fra 1736 er bryggen 90 m lang og 40 m bred og på borgmester Søren Simonsens kort i »Danske Atlas« 1767 er den tydeligt om end mindre nøjagtigt angivet, men det fremgår af begge, at det var det eneste sted, hvor skibene kunne finde bolværk, og det er forståeligt, at inspektionen var enig om at begynde med dette arbejde, som lå nærmest for. Meningerne blev noget mere afvigende, da man drøftede spørgsmålet om fjordens uddybning, og det varede flere ar, inden man enedes om muligheden i det hele taget, idet bl. a. den stenede grund ved fjordens indløb, Kirkegrunden, blev anset for at være så stor en hindring, at uddybning her ikke kunne gennemføres. Efter lang strid besluttede man i 1765 »med stemmernes flerhed« at bygge en muddermaskine. Bygningen af den begyndte 1766, og den var færdig til brug 1770. Den skulle opmudre grundene mellem Randers og Mellerup og fortrinsvis »De 7 Vedere«, en betydelig grund ved Uggelhuse. Det viste sig hurtigt, at den ikke var velegnet til brugen, da den ikke kunne arbejde i hård grund, og dens mekaniske indretning ofte skulle repareres. Det gik derfor mådeligt med arbejdet, og både tid og penge smuldrede bort, så man i januar 1773 besluttede at lade arbejdet hvile dette år, da der ikke var penge til arbejdets fortsættelse. Udgifterne havde hidtil været omtrent 7000 rd., og da hele udgiften blev beregnet til 20.000 rd., og man ikke kunne få noget fra den kongelige kasse, måtte man opgive tanken om fortsat opmudring. En tredie opgave var anlæggelse af en vinterhavn ved Udbyhøj. For at prøve isens kraft, rammede man i 1776 to fortøjningspæle på stedet for vinterhavnen; de kunne ikke modstå trykket og blev optaget 1778, hvorefter tanken om vinterhavnen også blev opgivet.

Handelsstanden i byen, som i 1760 frivilligt havde pålagt sig bropenge, så nu, at den intet udbytte fik af sine afgifter, og den ansøgte derfor kongen om ophævelse af bevillingen af 12. maj 1760. Da dette blev tilstået, havde havnen nu ikke andre indtægter end havnepengene for skibe og pramme, og de udgjorde ikke mere end 2—300 rd. årlig og benyttedes til nødtørftig vedligeholdelse af bryggen og bolværkerne, og derpå blev fjorden påny overladt til sin egen skæbne.

Der gik nu nogle år, hvor ingen øjnede mulighed for genoptagelse af arbejdet; men en ganske dagligdags begivenhed kom til at bevirke, at der igen blev gjort forsøg på opgavens løsning, og at det denne gang førte til mål. En skipper fra Hornbæk i Nordsjælland kastede i 1786 ballast i f jorden ved Mellerup, og borgmester Carøe, der var formand for havneinspektionen, idømte ham en mulkt pa 10 rd. Under en påfølgende samtale nævnede skipperen, at Hornbækfiskere var øvede i at optage sten i Øresund, og efter Carøes opfordring skaffede skipperen skibe og folk til arbejdet. I årene 1786 og 1787 arbejdede de på Kirkegrunden, som blev delvis oprenset for sten. Samme år var kronprinsen (Frederik VI) pa rejse i landet og aflagde besøg i Randers, hvor han blev underrettet om havnens og fjordens forhold. Han befalede stiftamtmand Ove Høegh-Guldberg at drage omsorg for fjordens oprensning og indretning af vinterhavn ved Udbyhøj, og det blev pålagt Carøe at få arbejdet i gang. I løbet af sommeren 1788 fuldførtes arbejdet med optagelse af sten på Kirkegrunden, som derefter havde 7 fod vand, men havnekassen var i gæld, og man turde ikke fortsætte. Carøe opfordrede da sin svoger, købmand Rasmus Hansen, til for egen regning at anlægge en vinterhavn. Han slog til og byggede den allerede samme år. Da det var nødvendigt at grave en rende ind til vinterhavnen, lod Rasmus Hansen bygge en mindre muddermaskine, som oprensede indløbet til vinterhavnen i året 1790 og prøvede at gennemgrave både Kirkegrunden og Møllegrunden i de to følgende år. Da det således viste sig, at fjorden kunne oprenses selv med en mindre maskine, fik Carøe sine to svogre, brødrene Rasmus og Hans Christian Hansen, til at bygge en ny og større muddermaskine i året 1792. Magistraten gik i en skrivelse af 23. april 1793 til de handlende i Randers ind for, at arbejdet med uddybning af f jorden burde fortsættes, og Carøe udarbejdede havnens historie, som han sluttede med en højtidelig opfordring til medborgerne om at stå sammen og med enighed og velvillighed antage sig dette vigtige værk. Allerede den 2. maj svarer handelsstanden på magistratens skrivelse, at den går ind pa forslaget og ansætter de foreslåede takster på gods til at give i alt 1150 rd. årlig. Under 31. maj 1793 foreligger den kongelige bevilling, og den 17. juni 1793 stadfæster Ove Høegh-Guldberg oprettelsen af en havnekommission, medens kongen allerede den 4. juni havde tilkendegivet sit velbehag med de gjorte forarbejder og den iver, der var vist af Høegh-Guldberg, borgmester Carøe og især de to købmænd Hansen. Der var nu skabt gode betingelser for opmudringsarbejdet, og man tog kraftigt fat pa opgaven. Foruden de to muddermaskiner, som var bygget af brødrene Hansen, fik havnen ved lån en kraftig maskine fra København. Den arbejdede i somrene 1795 og 1796 på den yderste grund »Ballen« og på »De 7 Vedere«, men pa grund af dårligt vejr opnåede den ikke store resultater, og da den tillige var dyr i drift, afleverede man den igen i 1797. De andre maskiner fortsatte og nåede i slutningen af året 1800 det mål, man havde sat sig, at sejldybet fra red til havn var 7 fod dybt. Hele anlægget havde kostet omtrent 31.000 rd., og havnekassen havde ved året 1800 en gæld på 17.576 rd. 4 mark 8 sk.

Som afslutning på denne første periode i havnens historie blev omkring året 1800 skibsbryggen landfast med byen, idet det smalle løb på holmens nordre side, Suderstrømmen, blev opfyldt og selve bryggen forlænget på begge sider af broen.

Man forstod, at arbejdet ikke måtte standse, og havnekommissionen vedblev gennem de kommende år sindigt og roligt at løse de opgaver, der dels skaber en bedre benyttelse af fjord og havn, dels skabes af den større frekvens: havnens udvidelse og sejlløbets uddybning og regulering. Ofte nødvendiggjorde anskaffelser eller køb af grunde, at der matte gøres gæld, men hvert skridt overvejedes nøje, og man var efter gammel købmandsskik ivrig efter at slippe af med gælden.

Under pengekrisen måtte opmudringsarbejdet ligge stille i 1814 og 1815, og først i 1821 fortsattes arbejdet, idet man udbedrede skibsbryggen med brolægning, og da grundene i fjorden: Provstetørven, Vangeledet, Brændingen, Overløbet, Kielderhaken, Trangkule, Skanhagen, De 7 Vedere, Møllegrunden, Kirkegrunden og Ballen var blevet fyldt, blev de nu opmålt, og man anbragte varpepæle gennem hele løbet til byen. I året 1829, da slotsjorden solgtes, købte havnen »Alleen«, den nuværende Carolinegade, og året efter en parcel af Slotsengen på 30.840 kvadrat al. 1. juni 1831 begyndte arbejdet med at forlænge bryggen 120 alen, og man påtænkte at uddybe sejlløbet til 9 fod, hvorfor der i 1834 anskaffedes en ny muddermaskine. Da havnen i forvejen ejede 2 mindre maskiner, kunne der tages kraftigt fat, og i årene 1834, 35 og 36 arbejdede de alle tre. Men kommissionen tabte ikke sit andet gøremål af syne, at sikre sig grundene langs fjorden, og købte således i 1839 købmand Niels Nielsen Bay's laksegard »Bjerregaarden« med tilhørende holme og enge.

Havnens indtægter, der hovedsagelig bestod af havnepengene, var gennem årene stadig stigende; fra 1823, da de udgjorde ca. 3000 rd., nåede havnepengene i 1840 i alt 6102 rd. og i 1850 trods en streng vinter 11.806 rd. for i 1856 at nå et foreløbigt højdepunkt med 20.956 rd. 87 sk. Dette gav den siddende havnekommission, der blandt andre havde den ivrige og meget interesserede Julius Ree mellem sine medlemmer, mod til at give sig i kast med stadig større opgaver. Disse omfattede først og fremmest erhvervelse af arealer til havnens udvidelse. Således overtog havnen 1850 den store holm, Tyveholmen, som lå umiddelbart over for bryggen; den tilhørte borgmester- og byfogedembedet og blev erhvervet mod en årlig afgift på 50 rd. Samme år købtes det store engareal vest for Tørvebryggen, som kaldtes Grønborgengen, og som var tillagt det kgl. rådmandsembede, da »den vilde være særdeles nyttig til udvidelse af havnen«. I forbindelse med dette køb og den opfyldning, som var nødvendig for at gøre stykket brugeligt som brygge, opfyldtes den rest af Suderstrømmen, som strakte sig op mod Rosengården, og da havnekommissionen anså det for ønskeligt, at Randers havnevæsen kom i besiddelse af den laksegård, som tilhørte grevskabet Friisenborg, for at opnå ubetinget rettighed over Konggårdstrømmen, indledte man 1854 forhandlinger med greven derom.

Den vigtigste erhvervelse var Tyveholmen, der lå centralt i havneområdet, og som frembød en udmærket oplagsplads, men som også nødvendiggjorde store udgifter gennem årene til bolværksarbejder.

Da man efter mange forhandlinger besluttede i 1856 at lægge en bro fra bryggen dertil, flyttedes kuloplagene over på holmen, hvorved der skaffedes plads ved bryggen for dampskibet »Cimbria«, der allerede fra 1. juni 1852 havde optaget rutefart mellem København og Randers.

For at skaffe plads til det opgravede mudder måtte der i tide købes de nødvendige arealer; således købtes i 1853 laksegarden »Svalegaarden« for at kunne henlægge mudder i løbet, og i 1857 overtoges i arvefæste for en årlig afgift på 100 rd. »Bedeengen«, der var tillagt borgmesterembedet. Arbejdet gik imidlertid ikke alene ud pa at opmudre det bestående løb, men også på at fjerne holme og fremspringende pynter samt at grave nye løb, sa navigeringen lettedes. Havnen havde derfor efterhånden erhvervet ikke få holme langs fjorden. I 1859 blev havnen tilbudt en lille holm midt i farvandet for 50 rd., men det viste sig, at den ikke var matrikuleret. Havnen ville gerne købe den for at kunne fjerne den til forbedring af farvandet, men indenrigsministeriet meddelte, at staten formentlig havde ejendomsretten til sådanne holme i fjorden. I sin svarskrivelse af 19. august 1859 siger havnekommissionen, at revieret til Uggelhuse er en flod, og først herfra kan resten betragtes som fjord. Den private ret på floddybet bar første ret, og det må den også have på fjorden, når den kan begrundes, og derfor må havnen have ret til den landvinding, der opnås ved henlæggelse af mudder ved Vangeledet, Svaletørven, Piggen m. v., og hvad der under lige omstændigheder dannes ved yderligere opmudring. Dette spørgsmål førte til, at havnen i 1861 forespurgte ministeriet om betingelserne for, at havnen kunne overtage statens ret til fjorddybet; under 7. oktober 1863 udstedtes kgl. deklaration, hvorved staten afhændede til Randers havnevæsen »saavel de Øer i Randers Fjord, hvortil ingen anden kan godtgøre at have lovlig Adkomst, som ogsaa den naturlige Tilvækst, der maatte opstaa sammesteds uden at være landfast med andre tilgrænsende Ejendomme«. Der betaltes ingen købesum for denne afhændelse, men derimod en årlig afgift på 50 rd..

	1755	Skibsbryggen er beliggende på begge sider af Sønderbro, ganske tæt ind under husrækken. Kajens længde har været ca. 150 m. Hvor Carolinegade nu ligger, gik en bred grøft ind i landet, den sidste rest af Christian III's voldgrav.
	1840	,,Strømmen" foran skibsbryggen er nu opfyldt og sammen med den lille holm inddraget under havnepladsen. Kajen er anlagt pa holmens sydside og er ført videre mod øst forbi den nu opfyldte voldgrav ud til ,,Skibsværftet", som lå ved den nuværende kloakpumpestation.
	1880	,,Tyvholmen" er forbundet med havnepladsen ved en bro, og der er anlagt kaj langs ,,Sejlløbet". — Tørvebryggen er anlagt og har sin glansperiode som endestation for kagfarten indtil jernbanernes anlæg. De mange strømme mellem øerne var på nær sejlløbet spærrede af laksegårde.
	1900	Udviklingen er gået i stå. Havnekajen er udvidet mod øst til et sted ud for Lene Bredahlsgade. ,,Tyvholmen" er fuldt udnyttet; — men tørvebryggen er ved at forfalde og bliver opfyldt.
	1920	Bortset fra en udvidelse af kajen mod øst til svajebassinet ved lystbadehavnen er der ikke sket noget. Kræfterne samles til den store ombygning i 1930-35.
	1940	Den store ombygning er tilendebragt. — Selve løbet for Gudenåen blev forlagt mod syd ind i Kristrup enge. Pieren opstod, og det gamle åløb blev lukket. Alle øerne øst for Sønderbro er nu forsvundet.

For at undgaa fremtidige stridigheder med lodsejerne afsluttedes derefter i årene 1868—69 overenskomster med næsten alle lodsejerne langs fjorden om den fremtidige grænse mellem deres og havnens ejendomme, og disse overenskomster tinglæstes således, at al tilvækst, der fremkommer inden for den ved overenskomsten fastsatte grænse, bliver lodsejernes, selv om den skyldes havnevæsnets foranstaltninger, medens al tilvækst uden for linien bliver havnevæsnets.

Imidlertid var et andet problem dukket op. Efter 1840 viste de første dampskibe sig i fjorden, og da de i 1822 anbragte varpepæle nu var en hindring for dampskibene, blev de fjernet, og havnen købte derfor i 1849 hjuldamperen »Martello« til bugserskib til hjælp for sejlskibene. Det viste sig hurtigt, at »Martello« ikke var kraftig nok og trængte til en gennemgribende reparation, hvorfor man allerede 1851 lod bygge et nyt, der ligesom »Martello« var af træ. Det fik navnet »Fulton«, men var allerede ved overtagelsen utilfredsstillende, så man efter fire års forløb besluttede at bygge et nyt bugserskib, denne gang af jern og fremstillet i Newcastle. Det kom til at hedde »Marskall« og ankom til Randers havn 6. november 1856. Trods de store udgifter til disse anskaffelser fortsattes uddybningsarbejdet, og sejldybet var i 1860 nået til de 10 fod samtidig med, at et nyt løb over »De 7 Vedere«, der dog kun var 8 fod , indviedes. I året 1868 nåede man til en dybde overalt på 10 fod og begyndte straks på uddybning til 12 fod.

Randers havnevæsen, som først bestyredes af en havneinspektion og derefter af en havnekommission, havde hidtil været en selvejende institution, men ifølge lov af 26. maj 1868 blev det bestemt, at bestyrelsen af havnen fra 1. januar 1869 skulle overgå til byen og varetages af havneudvalget, og der blev under 9. oktober 1869 approberet et reglement for forvaltningen af Randers havn med tilhørende fjordgebet.

For at forhindre, at muddermassen under det fortsatte uddybningsarbejde skulle flyde ud i sejldybet, anbragtes lette bolværker med faskiner, bag hvilke det opmudrede materiale kunne anbringes. Derved indvandtes store landstrækninger langs fjordens bredder, men samtidig blev lodsejernes engstrækninger af skåret fra vandet, hvad der kunne volde vanskeligheder og føre til retssag. Havnevæsnet søgte derfor og fik under 7. december 1870 bevilling til i 30 år at indvinde land i Randers fjord ved kunstige midler. Arbejdet med uddybning til 12 fod fortsattes; men da der nu måtte gennemgraves Iængere strækninger, tog det også længere tid, så at denne uddybning først var gennemført 1882.

Havneudvalget arbejdede gennem årene støt på gennem lejlighedsvise køb eller ved forhandling om arvefæste at få ejendomsret over holmene og de tilgrænsende enge i f jordgebetet, en klog politik, der siden kunne give havnen frie hænder for sejlløbets ændring og udvidelse. Således købtes i 1884 store arealer af Slotsengen og i fortsættelse heraf i 1894 »Provsteholmen«, samtidig med, at man overtog engstrækninger på havnens sydside. Det foreløbig afsluttende køb af grunde ved havnen skete i 1904 med erhvervelse af »De Ovesenske Ejendomme«, et udstrakt areal af holme og vandløb med laksegård, og som var egnet til at optage store mængder materiale.

Der var nu mulighed for yderligere uddybning; efter at der var anskaffet endnu to muddermaskiner og en gravemaskine, begyndte man i 1893 uddybning til 15 fod, og trods den lange strækning var arbejdet færdigt i efteråret 1898. Selve havnebilledet forandredes også; således forlængedes bolværket i 1889 med 160 alen, Tyveholmens østende afgravedes i 1894, og der dannedes derved en svajeplads for skibe til 260 fods længde. På det udstrakte havneterræn byggedes adskillige varehuse og i 1900 efter ønske af handelsforeningen et havnepakhus, desuden kreaturstalde og enkelte fabrikker. Endelig blev der i 1906 udskrevet licitation over uddybning til 18 fod ( 5,7 m ), og arbejdet overdroges til fa. Gunnersen & Elzelinger, der fuldførte det i efteråret 1908 samtidig med, at fa. Christiani & Nielsen afleverede et jernbetonbolværk på 800 fod , så havnen nu igen stod ved et mål.

Men som andre gange før gik man straks i gang med forberedelserne til næste fremstød, idet man opkøbte engstrækninger på sydsiden af havnen, foreløbig i 1913 den såkaldte »Husmandsengen«, og man planlagde uddybning til 7 m.

Efter uddybningen til 5,7 m i 1908 steg trafikken på havnen meget stærkt, så der var følelig mangel såvel på kajplads som oplagsplads. Drøftelserne om havneudvidelse og yderligere uddybning begyndte i 1916—18, og for at der ikke fra anden side skulle blive hindringer for projektets gennemførelse, erhvervede havnen i årene 1918—19 store arealer af Kristrup enge, som man ønskede at fa ind under Randers købstad tillige med de tidligere købte enge og holme. På grund af de meget vanskelige pengeforhold og arbejdets kostbarhed vakte planen stor betænkelighed, og den lå derfor stille fra 1921 til 1927, da der indtrådte forholdsvis stabile forhold. Den endelige plan vedtoges enstemmigt af byrådet den 24. oktober 1927, idet overslaget androg 5,3 mill. kr. Ministeriet for offentlige arbejder approberede planen den 17. april 1929, og arbejdet påbegyndtes i maj 1930.

Det første afsnit bestod i en uddybning af barren, sejløbet og havnen til en dybde af 23 fod ( 7 m . ) i forbindelse med en udvidelse af sejlløbet i bredden, så der overalt var en bundbredde af mindst 22 m . Endvidere foretoges omfattende reguleringer for at rette løbet og give krumningerne større radius. Det andet afsnit var selve havneudvidelsen, som havde til hensigt at skaffe mere kajplads og større arealer til oplagspladser, pakhuse og industrielle anlæg. Dette opnåedes ved en forlægning af selve strømmen, der før gik gennem den gamle havn, men nu førtes gennem et sydligt, nyt havneløb. Der blev derved dannet en pier midt i havnen på ca. 18 ha , som ved opfyldning af den vestlige del af den gamle havn blev gjort landfast med havnens nordside. De indkøbte arealer syd for havnen blev gennem opfyldning højnet og udgør et disponibelt areal på ca. 31 ha . Denne udvidelse af havnen syd for den gamle havn betyder, at havnearealerne i en lang fremtid kan holdes inden for 1000 m. afstand fra byens centrum. Der fremkom 4 kajstrækninger og skabtes mulighed for at udvide kajlængden til 5700 m.

Efterhånden som havnen gennem årene er blevet udvidet og besejlingsforholdene forbedret, er benyttelsen og dermed havneindtægterne steget, ligesom pladslejen efter havneudvidelsen i 1930—32 udgør en betydelig del af havnens indtægter. Men de to krige, 1914—18 og 1940—45, har virket meget hæmmende på udviklingen. Således er netto registertonnagen endnu i 1948 ikke nået op på samme størrelse som i 1930, og det samme er tilfældet med vareafgiften for korn og foderstoffer.

Randers var tidligere en betydelig udførselshavn som følge af sin beliggenhed midt i et opland med stor landbrugsproduktion, og når vareafgiften for smør, æg, kød, flæsk og dyr i de senere år er meget ubetydelig, skyldes det, at disse varer for tiden eksporteres over anden havn. Nu ved århundredets midte har Randers sin væsentligste betydning som indførselshavn og fordelingscentrum for sit opland, men det er et mål for byens handelsstand at generhverve havnen dens gamle stilling som afskibningssted for byens og oplandets frembringelser.

(Kapitel fra Randers købstads historie fra 1952).