Epitafierne
Efter reformationen i 1536 blev de danske kirker dekoreret med epitafier. Det var især de rige købstadskirker, der blev udsmykkede. Epitafierne blev for det meste bestilt, betalt og opsat af det velhavende borgerskab som eksempelvis kunne være borgmestre, rådmænd og rige købmænd. Epitafierne var for det meste udskåret i træ men kunne også sagtens være udført i sten. Det var kostbart at få opsat et epitafium, men alligevel var der trængsel på væggene for epitafierne var sat som det hed „Gud til ære, kirken til prydelse,“ men især „giveren til evig hukommelse“. Efter et par hundrede år begyndte man i 1800-tallet en grundig oprydning af kirkernes udsmykning og en meget stor del af de danske epitafier forsvandt, blev solgt som brændsel eller skærver.
Sct. Mortens Kirke rummer en meget repræsentativ samling af monumenter der samtidig dækker alle stilperioder. Det ældste er indmuret i midten af kirkens nordvæg . Den forgyldte indskrift fortæller, at epitafiet er opsat på borgmester Peder Lassens begæring i 1619 året efter hans død. Den nyklassicistiske periode er repræsenteret med to interessante monumenter. Det ældste er opsat på skibets vestlige søjle mod syd . Det er fra omkring 1790`erne. Monumentet er ikke signeret, men kan med sikkerhed tilskrives Johannes Wiedewelt (1731-1802). Som hofbilledhugger fik han talrige opgaver for kongehus og adel. Det sidste nyklassicistiske monument i kirken er af Hermann Freund . Da han fik bestillingen arbejdede han i Thorvaldsens værksted i Rom. Monumentet hænger i det sydlige sideskib i den østlige ende.