Altertavlen
Det er den oprindelige Randersdreng Niels Brock, som havde skabt sig en formue i København som handelsmand og grosserer, der skænkede et dengang splinter nyt alter til Sct. Mortens Kirke. Det var i året 1765 og nu altså over 240 år siden. Alteret og alterbilledet, der i dag hænger bag alteret, er senbarok. Det „gamle“ alterbillede har aldrig kunstnerisk været på niveau med den lødighed, der er kendetegnende for alteret som helhed. Der har i mange år været ønske om at rette op på det misforhold ved indsættelse af et andet alterbillede præget af større åndelig fordybelse og kunstnerisk udtrykskraft. Der blev imidlertid lagt vægt på, at Gethsemane-motivet blev fastholdt, og at billedet skulle være af høj kunstnerisk kvalitet.
Efter mange og grundige forberedelser blev det afklaret, hvem der kunne skabe et sådant nyt alterbillede. Det viste sig, at der kun var én kunstner, som man mente kunne løfte opgaven, og glæden var stor, da Per Kirkeby påtog sig at nyfortolke det traditionsrige motiv i en både nutidig og personlig udtryksform.
Hvad han dengang endnu ikke vidste var, at opgavens løsning skulle komme til at foregå under ganske særlige omstændigheder, der gav den en dybere, mere vidtrækkende og personlig karakter end ellers. Kort efter at han havde sagt ja til opgaven blev han ramt af en hjerneblødning og hans ægteskab blev opløst. I denne fase befandt han sig, som han selv har udtrykt det, mentalt i en fase af forladthed, der gav ham et personligt erfaringsgrundlag for at indleve sig i den sjælelige tilstand af forladthed, der råder i Jesu ensomme Gethsemane-kamp med dødsangsten.
I den relativt abstraherede form, som er kendetegnende for Per Kirkebys maleri, fremstiller billedet et aftenlandskab, hvori dødens realitet allerede bliver symbolsk nærværende med forgrundens stubbe af fældede træer. Nattemørket er ved at sænke sig over sceneriet, kun en rød bræmme af solens sidste gløder over den høje horisont vidner endnu om den forgangne dag. I den blodrøde bræmme øverst til venstre svæver kalken som varsel om det frelserblod, der skal flyde og sone menneskenes synder. Foran klippelandskabet i den øvre billedhalvdel strækker sig en svær træbjælke på tværs i hele billedets bredde som en mindelse om korsets tværbjælke (horisontale dødsakse). Til højre i samme del af billedet ses en flad klippe, hvorpå billedets Kristusskikkelse knæler i bøn, mens de tre disciple, der har fulgt ham til dette ensomme sted, har sat sig udenfor begivenheden ved at lægge sig til at sove et stykke derfra.
Billedet er fyldt med „citater“ fra ældre kunst, landskabsformationer fra byzantinske ikoner og middelalderlige Gethsemane-billeder. Disse forbindelser til kristen kunst rodfæster Per Kirkebys billede på historisk grund og er med til at sikre, at billedet ikke bliver noget fremmedlegeme i kirken. Opgaven er løst med stor pietetsfølelse og fingerspidsfornemmelse i forholdet til de givne rammer, både i sin opbygning og sin farveholdning er hans billede stemt så fint ind efter det tidligere billede, at udskiftningen på ingen måde virker som et brud med fortiden.
Vi glæder os over at Per Kirkebys billede nu sidder i alteret, hvor det stærkt og vedholdende peger ud over sig selv, og hen på noget mere omfattende: „på tro, som kan bære selv i de mørkeste stunder“, som Per Kirkeby udtrykte det ved indvielsen Skærtorsdag aften 2004.
Mange middelalderlige altertavler blev i forbindelse med reformationen ødelagt. Det skete dog ikke for den oprindelige meget flotte trefløjede altertavle i Sct. Mortens Kirke. Den blev solgt til Hald Kirke, lidt nord for Randers, hvor den i dag kan beundres om end det er under lidt trange kår.