Side 410
Mel.: Vort Modersmaal er dejligt.
| Der skjules mangt et Saron i Lyngens brune Land, men Perlen for dem alle er Dollerup for sand, bag Bakkerne, der knejser saa alvorsfuldt og kækt, Idyllet Flaget hejser i deres Varetægt. Halvhundred Aar tilbage der stiftedes et Hjem, og mens det selv blev større, det hjalp de andre frem, thi Jævnhed var dets Smykke og kløgtig Flid dets Hegn, det maatte give Lykke til Stuer som til Egn. Og Lykken kom til Huse, saa lys blev Livets Dag, med Barnelatters Jubel og Venners glade Lag, den ydre Lykke spandtes af Uld til lødigt Guld, den indre Lykke fandtes i Hjertets dybe Muld. Da Bruden tog fra Thorning, da tog hun Kirken med, og Kirken blev dem altid et kært og hjemiigt Sted, hvor Sjælen kunde bæve af dyb og hellig Trang og højt mod Himlen svæve i sød og mægtig Sang. Bag hver en trofast Gerning der ligger nyskabt Jord med Hjem for nye Slægter, som træder nye Spor. Hvor fordum Stampemøllen af Bækkens Naade gik, der stander i Idyllen en stor og stolt Fabrik. Vel skifter Sol med Skyer og Foraar bliver Høst, fra kendte Strande styres tit mod en ukendt Kyst; men bag om Sol og Skyer, bag hver en ukendt Strand, der er en Livsfornyer, som evig holder Stand. |
P. D.
V.
Tale ved Fabrikejer Etatsraad A. P. Jensens Jordefærd i Immanuelskirken
25. April 1916.
Godt Navn er at foretrække for stor Rigdom. Saaledes hedder det i et af Salomons Ordsprog. Og dette Ord kom jeg til at tænke paa, da jeg skulde tale ved denne Mands Jordefærd. Thi dette: et godt Navn — det var, hvad der, udtrykt i en Sum, blev Udtrykket af denne Mands Liv.
Et godt Navn vandt han sig som dansk Mand i det Samfund, han hørte til. En dygtig Mand, der gerne vilde tjene med de rige Kræfter, der var ham betroet, og være med til at bygge op i sit Folk og Land — det var det Omdømme, han fik viden om i vort Land, og særlig paa den jydske Hedeegn, hvor han levede største Delen af sit Liv og fik sin Manddomsgerning. Det kendes paa den Række af Tillidshverv, der blev betroet ham; og redebon stillede han sine Kræfter til Raadighed.
Men ikke blot som Samfundsmedlem vandt han sig et saadant godt Navn. Det er godt at faa dette; men det er dog aldrig det egentlige. Det, det kommer an paa, er altid Mennesket selv, Personligheden, ikke Samfundsborgeren. Men ogsaa saaledes, som Menneske vandt han sig et godt Navn: bramfri og jævn, hjertelig og redelig — saaledes var han. Man behøver kun at have kendt ham en kort Tid for at faa et afgørende Indtryk af dette. Og derfor er der i den Forsamling, der er kommet til Stede her i Dag for at følge ham, mange — det er jeg vis paa — der ikke er her paa blot officiel Vis, men sidder her med en Række gode Minder og en varm og taknemlig Følelse i Hjertet overfor A. P. Jensen fra Dollerup.
Men, hvor godt dette end er, saa kunde denne Mand paa ingen Maade nøjes med, hvad Mennesker mente om ham. Nej, det, der var det aldeles afgørende