Side 409
Det var en bidende Vinter. Jeg havde faaet fat paa en Kammerat, en gammel Bekjendt i Dollerup Mølle. Han var forfrossen og meget medtaget af Forkjølelse og endnu mere af Sindslidelse. Hvor Kvinder dog kan være fine, forstaaende og hensynsfulde! Det bedste var ikke for godt for den stakkels Mand. Han blev plejet, som om han var Husets Søn. Intet blev glemt. Og efter den gode Pleje kunde Manden næste Dag gaa glad til sin Gerning, takket være Fru Mariane Jensen. —
Der var stor Forstyrrelse i Dollerup Mølle. Jensen var paa Forretningsrejse i Tyskland. I Hamborg var han falden om, maaske revet omkuld, og slemt forslaaet. Den Dag, Budskabet kom, skulde man have set Mariane. Hun var ingen ung Kone længere; men i Løbet af kort Tid var hun færdig til at rejse ud til ukjendte Forhold, rolig, behersket, omhyggelig. Og hun klarede sig godt i det fremmede, fik Orden og Hjælp, og først og fremmest sin Mand beroliget og plejet. Det varede ikke saa længe, inden de kunde tage hjem, men fuldstændig rask blev han ikke mere. —
Siden besøgte jeg Jensen i Viborg. Han talte om, at det nu stundede mod Livets Aften. Han vidste, at jeg gik op for at se Skovgaards Billeder i Domkirken. Da hans Gjæst, Manddomsvennen Faber, var gaaet, kom han op til mig. Og nu oplevede jeg noget stort. Det var da Jensen gav sig til at vise mig disse kjære Malerier. Da kom der Liv i det altsammen.
Og endelig mødte jeg Jensen i Sorø. Vi var begge paa Rejse. Han skulde med sin Svigersøn til København og jeg til "Ankerhus".
Fru Jensen traf jeg som Enke paa Dollerupgaard. Sorg og Savn havde gjort hende gammel. Og dog var hun lige venlig og frisk. Vi fik opfrisket gamle Minder. Og det var, som blev hun ung igen.
Siden har jeg set et Brev fra hende. Indholdet vidnede om den stærke Aand og den store Kjærlighed, der holdt hendes Sjæl oven Vande.
Ja, den store Kjærlighed, jeg har mødt i deres Hjem, har givet mig mange lyse Minder.
Jes Fester Buhl.
IV.
Guldbryllupsdagen 14. Novbr. 1915.
Højtidsdagen var vel en Efteraarsdag. Men endnu var Sommeren ikke forbi. Der var Sommer og Sol i de mange Festsange. Et Par Sange maa medtages her.
Mel.: Menuetten af Elverhøj.
|
Paa Jyllands Hede, Lyngens Hjem,
der Hjejl' og Lærke synger,
og Aaens Sølverbaand sig frem
igennem Engen slynger.
For Tanken stiger Dalen frem,
vi Lyngens Duft fornemmer.
Der ligger end det gamle Hjem,
det Hjem vi aldrig glemmer.
|
Af fattig Piet paa Hedens Jord,
af Fædres ringe Gave,
Guldbrudeparret, Fa'r og Mo'r,
har skabt en frodig Have.
Og Aaen, som til Tidsfordriv
løb gennem Blomsterskjulet,
blev Kilden til det nye Liv,
der drejed' Lykkehjulet.
|
| Og Lykkehjulet rundt sig svang, gav Brød til mange Munde, Guldbrudeparrets Virketrang slet intet hæmme kunde. Og deres Flid stod Heldet bag, alt lykkes som et Under. Guldbrudeparrets Arbejdsdag blev fyldt af Solskinsstunder. |
(Den yngste.)