Side 408
III.
Minder fra Dollerup Mølle.
Der fortælles, at A. P. Jensens Onkel, der havde begyndt som Hosekræmmer, kjøbte Møllen, som dengang var saa simpel, at han brugte et Knippe Boghvedehalm til at lukke for Vandet. To Gange maatte han ud med Tværsækken for at klare Mølleværket. Men da han fik begyndt med Karte-, Væve- og Spindefabrik under Horsens Tugthus Fabrikker ("Crome & Goldschmidt"), kom der Gang i Værket, og Fabrikationen skred jævnt fremad med Udvidelse paa Udvidelse. Nu blev Møllen et yndet Tilflugtssted baade i gamle og unge Jensens Tid. De gamle boede til Slut i det venlige Aftægtshus nede i Haven.
A. P. Jensen forstod den Kunst at sætte Folk i Gang. Han havde ikke den Angst for fattige Slægtninge eller fattige Bekjendte, den Angst, som ellers saa mange har, naar de selv har arbejdet sig op fra smaa Kaar til en social og økonomisk solid Stilling. Særlig kjønt var Jensens og hans Hustrus Forhold til den gamle Urmager Kroen Knækkeborg (Kristen Pedersen). der var af Jensens Slægt. Han og Kroen Gadegaard i Thorning havde i deres Ungdom været Peder Larsen Skræppenborgs Rejsefæller. Nu levede han paa sine gamle Dage først i Knækkeborg og siden i Lysgaard, hvor han var en flittig Kirkegænger hos Spleis, Paul Bojsen og M. A. S. Lund. Han havde et fint Øre for Sang og Musik, hvorfor han gjerne sang 2. Stemme i Kirken. Violinen var hans gode Ven. Gamle Violiner gjorde han godt i Stand. Men Vederlaget var saa lille, at han blev altid en meget fattig Mand. Han var altid velkommen i Dollerup Mølle. Og hans bedste Timer tilbragte han der, naar han, som nævnt, spillede sammen med Datteren Margrethe. Der var altid en opredt Seng til ham, da han gerne blev om Natten.
Dollerup Mølle var oprindelig Kornmølle med udmærket Vandkraft. Nu slugte Fabrikken den hele Kraft, og det kunde ikke betale sig at holde Kornmølle. Men Jensen beholdt alligevel sin gamle Møllersvend og sin gamle Mølle. Han vidste, han gjorde Omegnens Folk en stor Tjeneste. Nu kunde de komme Søndag Formiddag og faa deres Korn malet. Han tænkte slet ikke paa, at han led Tab ved denne Hensynsfuldhed.
En Gaard brændte i Lysgaard. Konen laa i Barselseng, men blev bjærget, Der kom straks Bud fra Jensen: "Mangler du Penge eller Husrum, har jeg begge Dele." Han var ogsaa en god Raadgiver, naar nogen var i Nød.
Engang da Missionær Leventhal havde talt i den store Lade, tog Jensen ham med ind paa sit Klædelager og bad ham tage ud til sit og sin Families Behov,
Der var Sølvbryllup i Dollerup Mølle. Men ingen Sal var stor nok til den store Højtid. De indbød saa først Naboer og Bekjendte fra Omegnen, dernæst Venner og Slægt og endelig alle Fabriksfolkene med Familie. Og alle tre Gange blev Fabrikssalen fyldt til sidste Plads. For ikke at køre træt var der en Uge imellem Festerne. Men i de 1 4 Dage, det stod paa, var der ogsaa de andre Dage et Rykind i Hjemmet af lykønskende Forretningsvenner. Om dette 3 Dages Gilde gik der længe "Sagn" i Egnen.
Der var Besøg paa Dollerup Mølle. Der var baade voxne og Børn. Hen paa Eftermiddagen kom Fru Jensen og bød Børnene til Bords. De havde vanskeligst ved at vente, undskyldte hun sig. Dette Træk er betegnende for hende, naturlig og selvstændig, som hun var.
Fru Jensen talte det danske Talesprog, men med udpræget jysk Accent. Dette blev kritiseret ved et Besøg. Pastor Lund, Vium, forsvarede hende. "Hun mener, at hun skylder sin Stilling at tale Bysproget; men samtidig skylder hun sin Slægt at vise, at hun er en ægte Jyde fra Viborgegnen."
Engang var jeg i Pengetrang. Jeg gik til Dollerup Mølle, hvor Jensen uheldigvis ikke var hjemme. Men jeg maatte ikke gaa forgæves. Fru Jensens Husholdningskasse blev tømt, og da Indholdet ikke slog til, slog hun sig ikke til Ro, før det nødvendige Beløb var skaffet til Veje. Og glad var jeg.