Side 402
var det, naar de holstenske Handelsmænd kom med deres Sølvpenge, som hun ikke forstod at regne med, og de narrede hende flere Gange.
Men naar der kom Folk for at hente Raad og Hjælp, havde hun altid Tid. Det var især i Sygdomstilfælde, at de kom for at hente hende. Hun kunde gerne se, om det var alvorligt, saa Doktoren skulde hentes. De havde alle god Tro og Tillid til hende. Det hændte ikke saa sjældent, at der kom en Mand og bankede paa Ruden om Natten og kaldte paa Grethe, om hun vilde staa op og køre med hjem og se til hans Kone, der var bleven pludselig syg, og somme Steder var det Børnene. Den Vinter, der holdtes Højskole paa Gaarden, blev hun hentet et Sted hen, hvor Børnene var syge, og da det var Skarlagensfeber, turde hun ikke tage hjem af Frygt for Smitten, men blev og passede de syge Børn. Et andet Sted kom hun, hvor Manden og Konen laa af de sorte Kopper. De havde sendt Bud, om hun vilde tage den lille Mariane, før kunde Konen ikke dø roligt. Grethe hentede den lille Pige, trak hende af Tøjet, smed det i Dammen, og bar hende nøgen ind i Huset.
Grethe Eskildsen blev paa sine gamle Dage Børnenes Ven; ingen kunde fortælle Eventyr og Historier som hun. Der kom gerne Bud til hende, naar Børnene var syge, — de var gerne rolige, naar hun sad hos dem 1). Der er mange, som endnu mindes hende med Tak og Kærlighed. Det var mærkeligt, at naar man spurgte hende om noget, svarede hun tit med Rim og Ordsprog. — Ved hendes Grav talte Pastor Lund i Vium over Hostrups Vers:
| Grønnes kun — se det er Sagen, leve med og være vaagen, leve kort Tid — eller længe, blot vi lyser op i Taagen. |
III.
Tale ved Magrethe Eskildsens Jordefærd i Thorning d. 26. Maj 1896.
| Grønnes — det er, hvad vi kunne, skyde Løv, for Vintren kommer, knejse kækt til Trods for Kulden, vokse, visse paa vor Sommer. Grønnes kun — se det er Sagen, leve med og være vaagen, leve kort Tid eller længe, blot vi lyser op i Taagen. |
Saaledes lyder det i Sangen om Menneskelivet paa Jorden, som vi kalder et Liv, men som dog egentlig aldrig er andet end et Brudstykke af et Liv, ligesom Rugens i Efteraaret, før Vinteren kommer, der skal fortsættes i en ny Sommer og fuldendes i en gylden Høst. Og skønt hun, om hvis Støv vi her samles, var af dem, der leve længe paa Jorden, vilde hun saa godt som nogen tilstaa, at selv det længste Menneskeliv hernede kun er et ufuldendt Brudstykke, at vi "bærer selv med furet Pande ikke moden Sæde til Lade"; thi det kan just den bedst føle og tilstaa, der har faaet Lov og Naade til at "leve med og være vaagen"; i det vaagne Menneskeliv lyder det nemlig altid: "Fremad, du er langtfra færdig," om end under den furede Pande, det graa Haar og den bøjede Ryg det Ord, der bliver Hjertet kærest, er: "hjemad". Og dette: "leve med og være vaagen," det passer som Overskrift over hendes Menneskeliv; dertil virkede sammen hendes saa særdeles livlige Sind, hendes lyse og dybe Blik og hendes alvorlige Hjertelag. Det er jo kun faa Aar siden, hun endnu var fuld af Livlighed, saa det var en Lyst at høre hende fortælle baade i Alvor og Skæmt om Livet og Livsførelserne