Side 85-86
A. Hjemmet i Vejen By.
Den 33-aarige Lauritz Pedersen kommer 13. November 1802 fra Nabobyen Gamst og holder Bryllup i Vejen Kirke med den 22-aarige Mette Andersdatter. Hendes Fader, Anders Hansen, er allerede død 1) i 1800, kort før Jul, og kan ikke stryge paa sin gamle Violin, mens de unge træder Brudedansen. Det er midt i December, da Juletravlheden saa smaat har begyndt. Hendes Moder, Ane Maria Jensdatter, lever 7 Aar endnu og bor hos sine Børn. Lauritz Pedersens Fader, Peder Madsen, har været død i omtrent 20 Aar, medens hans Moder, Margrethe Lausdatter, lever i over 12 Aar derefter (til 1815). Vi kan tænke os, at der i disse Aar har været livlig Forbindelse mellem de to Hjem paa hver sin Side af Aaen. Vejenbørnene finder nok over til Bedstemoder i Gamst.
Der er ellers Stilhed om Hjemmet i Vejen By. Det er jo Mettes Fødehjem. Hver en Krog gemmer paa sine Minder. Hendes 10 Søskende lever ikke alle paa den Tid. Kirsten bor i hendes Nærhed som Enke efter sin første Mand. Søster Karen bor helt ude ved Ribekanten. Dorthea er ikke saa langt borte. Hun bor oppe i Frisesdal ved Estrup Skov. Men Louise og Jens havner helt nede i Haderslev, Det er godt, at hun har den 9-aarige Hagen, der flytter de "22 Stager". Da han kommer i Smedelære hos sin Søster Kirstens anden Mand, kan han jo kigge hjem hver Dag.
Mette bliver ikke gammel, kun 53 Aar, men bliver dog Moder til 6 Børn. Ved hendes Død i 1833 er der 3 Sønner og 1 Datter at tage Afsked med. Og det er en herlig Afsked, i fuld Samklang med det Liv, hun har levet med sin Mand og sine Børn. Lad os tænke os Peder, Ane Marie Anders og Hans Jokum, sammen med Faderen, staaende om Dødslejet. Hun bekender saa den kristne Tro, beder Fadervor og lægger sine Børn følgende Leveregel paa Sinde:
"Vær ydmyg mod din Gud,
retfærdig mod din Næste og følg i alle Ting
de frommeste og bedste; fald ej til Overmod,
om du kan se din Lykke; grib ej til onde Raad,
om Modgang dig vil trykke;
gør, som du venter dig,
vær selv din egen Dommer;
brug Tiden vel, du har,
og tænk paa den, der kommer!"
|
At disse Leveregler, sammen med det Liv, der laa bag ved, er kommen Slægten til gode, kan der ingen Tvivl være om. En Slægtarv af den Art er af uendelig Værdi, naar den bevares.