Side 99
brydelse nær stedse delte Hjem med ham, — saa ser vi Peder Lauridsen helt igjennem omgivet af en stærk Kreds af dem, der ved Blodets og Endrægtighedens Baand var knyttede til ham.
Og hans besindige og dygtige Ledelse af Bedriften blev fulgt af kjendelig Lykke og Velsignelse, saa han kunde paa sine gamle Dage give sit Første Kuld Børn Arv fra Hjemstavnen, som overtoges af en Søn 1), der med en Faderen overgaaende Indsigt og Dygtighed fortsatte, hvor denne slap; — og saa fik han her bygget sig et lille yndigt Hjem, "Pedersminde", der kan yde Hustruen med hendes Børneflok et godt Ly.
Naar alt dette drages til Minde, saa maa vi vel sande, at Peder Lauridsen har været i sit huslige Liv en lykkelig Mand. Derfor ske Gud Lov og Tak og Ære! Amen.
H. Sveistrup.
"Jeg lever, og véd hvor Længe fuldtrøst".
Der er et Par Salmevers, som jeg er kommen til at tænke paa ved Peder Lauridsens dødelige Bortgang, og de lyder saaledes:
| "At have stridt den gode Strid og vandret ufortrøden paa Troens Vej til sidste Tid, hvor er det sødt i Døden! Vel den, sin Herre tro har tjent, sin Gjerning gjort, sit Løb fuldendt, og bort i Fred kan fare! O Simeon, du Herrens Mand, o tusindfold til Lykke! Du prydet har din Tid og Stand med Hellighedens Smykke, du lod en Himmelvandring se, til Alderdommens sidste Sne og tjente Gud paa Jorden." |
Saaledes har Biskop Brorson sunget om den gamle Simeon, hvis Liv var fyldt med Haab efter at se Verdens Frelser, før han lukkede sine Øjne, og vi ved, at hans Haab blev saa yndigt opfyldt, og han fik en velsignet og god Aftenstund i sit Liv, den Gang han som Olding med snehvidt Haar stod med Jesusbarnet i sine Arme og ønskede at fare i Fred, fordi hans Øjne havde set den Frelse, der var beredt alle Folk. Der skal ganske vist meget til, før vi Mennesker med stor Vished som i disse Salmevers kan sige om os selv eller vore Venner, at vi eller de "har stridt den gode Strid og vandret ufortrøden paa Troens Vej til sidste Tid", og der skal meget til, før vi med saa stor Ro som gamle Simeon kan se Døden under Øjne, og det kommer vel af, at der selv i det reneste og ædleste Menneskeliv, som er levet i Tro og under Troens Strid, er tabt mange Slag, som skulde have været vundet over Menneskelivets Fjender, hvorved Troesvejen er bleven dunkel og uklar. Det er derfor heller ikke nogen let Sag med Apostelen Paulus at staa ved Løbebanens Ende og sige: "Jeg har stridt den gode Strid, fuldendt Løbet og bevaret Troen," og være forvisset om, at Retfærdighedens Krone er henlagt til os evig i Himlen, og dog skal dette kunne siges, hvis vi ikke skal gaa paa det uvisse. Af den samme store Apostels Breve ved vi imidlertid godt, at han ikke altid har haft saa lyse Øjeblikke, og det er værd at lægge Mærke til de mørke Tider, der har været for ham, naar han udbryder: "Viljen har jeg vel, men at udrette det gode formaar jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, gjør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gjør jeg," og fremdeles: "Jeg er den ringeste af alle Apostle, jeg har forfulgt Guds Menighed," eller: "Jeg elendige Menneske! hvo skal fri mig fra dette Dødsens Legeme?" Naar vi ser paa dette, da maa vi vel forstaa ham, naar han skriver: ,,Af Guds