Side 96
E. Mindebogen.
Til Minde om afd. Peder Lauridsen paa Grønvang blev der i 1880 samlet en lille Bog, indeholdende Pastor H. Sveistrups Livsskildring af Peder Lauridsen (trykt i "Højskolebladet") og Talerne ved Jordefærden 9. Juni af H. Sveistrup, Lærerne J. P. Jørgensen og A. Tjellesen og Højskoleforstander L. Schrøder.
Peder Lauridsen
(født 1807, død 1880).
Født i Vejen By og Sogn i Malt Herred, Ribe Amt, en halv Mil fra Sønderjyllands Grænse, den 16. November 1807 — samme Efteraar, Engelskmændene skød vor Hovedstad i Brand og røvede vor Flaade — stammede Peder Lauridsen gennem sin Moder fra en hæderlig Slægt, der Søn efter Fader havde besiddet Gaarden mindst et Par Hundrede Aar. Forældrene var gudfrygtige Folk, der opdrog deres Børn i Tugt og Herrens Formaning. Hans efterlevende Broder 1) mindes navnlig Moderen som den, der ikke sparede Riset.
(Herefter skriver Sveistrup, hvorledes hun i sin Dødsstund bekendte Troen og bad Fadervor og fremsagde Levereglen 2).
Da jeg under Peder Lauridsens sidste Sygdom mindede ham om, at vort Bekendtskab nu var langt over tredive Aar gammelt, svarede han: "Ja, det er fra 42." Dette Aar var bleven Manden et Mærkeaar. Det gudelige Livsrøre, som i den første Halvdel af vort Aarhundrede gennembrød den saakaldte Rationalisme eller Forstands-Forgudelse, naaede paa den Tid Peder Lauridsen og hans Hus. Poul Nielsen, en ung Gaardmand fra Gammelby i Læborg Sogn, bragte Bevægelsen hjem fra Garnisonstjenesten i Helsingør, og fra ham forplantede den sig blandt andre til Laurids Frandsens Hus paa Estrup Mark i Malt Sogn. Peder Lauridsens Hustru, som var Søster til Laurids Frandsens Hustru, vilde holde Søsteren og Svogeren tilbage, men blev ved Samtale med disse selv greben. Peder Lauridsen stod imod og tvistede af Skriften med sin Hustru; men da denne med brændende Nidkærhed og inderlig Kærlighed besvor sin Husbond, at han dog endelig maatte sørge for sin Sjæls Frelse og ikke staa Guds Naade imod, da brast Isbæltet om den stærke Mands Sjæl, og til stor Forbavselse for hele Omegnen blev den dydige, retskafne, pletfri Peder Lauridsen en fattig Synder for Gud og sank i Knas for Naadestolen i Kristi Blod. Slægten gemmer fra den Tid et Vers, som ogsaa blev ihukommet ved Peder Lauridsens Dødsleje:
| "Kristi Blod og Retfærdighed er den Smykke og Herlighed, hvormed jeg kan for Gud bestaa, naar jeg i Himlen skal indgaa." |
2) For at undgaa Gentagelse medtages her heller ikke de forskellige Data, Sognepræsten nævner.