Lauridsen

Billede af Per Korning Ove

Per Korning Ove

 

 

GRØNVANG

Side 260

 

Slægt og Venner slog Kreds om ham. Og hvad mere var: han vidste, han var i Guds Varetægt.

Da Hans Jokum Lauridsen fyldte 90 Aar, var  der mange, der ønskede ham til Lykke. Gamle Morten Eskesen sang bl. a.:

 

"Grant Gud hørte Hjertets Graad, al sin Skabnings Sukke, 
vidste Kærlighedens Raad, Hjertets Sorg at slukke.
 
Lydhør er han, grant han ser, hvad det var, vi misted. 
Videre, han kender mer — hvem det var, der fristed.
 
Lund blev Krat, og Krat blev Lund, efter Art de yndes, 
Fugleflok paa jydske Grund som de vil, de lyndes."
 

 

"Poeten udi Aabenraa"  (Peder Dam) sang bl. a.:

 

"Han har hvide Haar, men gyldne Dage,
Kærnehelbred, lyst og barnligt Sind,
snart et Sekel kan han se tilbage
fra Erfarenhedens Høje Tind.
Barnets Drøm i gamle "Grønvang"s Stuer
under Bedstefaders Varetægt,
blandes med den unges viltre Luer
og med Mandens Daad for Hus og Slægt.
 
Farbrors Farbror uafhængig sidder 
paa sin Borg som Ældste for sit Folk, 
som en Slægtens Patriark og Ridder — 
for den Kærlighed mit Kvad er Tolk.
 
Gamle Farbror, Slægtens rige ældste,
rig paa Gods, paa Frænder og Humør,
sa': "hvad om jeg andres Lykke frelste
ved at feje for min egen Dør,"
og saa gav han villigt Tro og Hjerte
til en overset, men værdig Sag,
hvad som Afholdsmand han Slægten lærte,
skal ej glemmes paa hans Hædersdag."

 

Endelig sendte jeg (J. P. H.) følgende Vers, der siden blev sjungen ved Jordefærden:

 

"Halvfemsindstyve Aar, det lange Spand af Dage, 
har bragt mig Vaar paa Vaar, saa langt jeg ser tilbage. 
Det altid var Guds Kærlighed, der bragte Vaaren til mig ned.
 
Halvfemsindstyve Aar saa saare let forsvinder; 
men nu tilbage staar de dyrebare Minder. 
Og altid stod Guds Kærlighed bag Dag og Aar, mens de hengled.
 
Halvfemsindstyve Aar, det lange Spand af Dage, 
har levnet hvide Haar og Kræfterne de svage, 
dog ældes ej Guds Kærlighed, og evig Vaar den bringer med."
 

 

©  COPYRIGHT 2008 ALL RIGHTS RESERVED PER KORNING OVE.