Lauridsen

Billede af Per Korning Ove

Per Korning Ove

 

 

GRØNVANG

Side 258

 

byrd nok om, at han satte Pris paa Højskolegerningen. Da vi efter Krigen 1864 for en kort Tid drog til København, var det stadig Hans Jokum Lauridsens Tanke, at den Gerning, der var paabegyndt i Rødding, skulde tages op Nord for Kongeaaen paa et Sted, der ikke laa for langt fra Vennekredsen i Rødding. H. J. L. henledede da Tanken paa Askov. Ideen dertil fik han en søvnløs Nat.

Det faldt ham nemlig ind, at der oppe i Askov laa nogle Bygninger, der kunde bruges, Ejerne til Bygningerne var døde og de tilhørende Jorder bortsolgte, saa Bygningerne kunde faas til Leje. H. J. L. skrev da til os i København og bad os benytte Lejligheden. — — — Og Enden blev, at vi lejede de ledige Bygninger. Stedet var nu valgt; men at faa Gerningen begyndt var noget helt andet. Der var Vanskeligheder nok. Vi trængte til Støtte af Egnens Folk; men vi var fremmede for dem, og de var fremmede for vor Gerning. Hans J. Lauridsen jævnede imidlertid ogsaa her Vejen for os. Ved et politisk Møde kort efter i Damgaard Kro kom to Mænd, Niels Ebbesen, Melvanggaard, og Peder Jørgensen, Askov, og tilbød efter Tilskyndelse fra Hans Jokum Lauridsen, at ville støtte os i den paabegyndte Gerning. — Vi tog da fat og begyndte med 15 Elever. H. J. L. vedblev bestandig at være vor Vejleder og Raadgiver. Han var kendt paa Egnen som kun faa, og han støttede os, saa længe han levede.

Askov Højskole har imidlertid meget andet at takke ham for udover det, at han anviste Pladsen. Saalænge Askov staar, vil den mindes, hvad Hans Jokum Lauridsen har gjort for den! Gid hans Minde maa bevares længe iblandt os!" 1)

Det er morsomt at læse,  hvad Konrad Jørgensen fortæller i Festskriftet for Askov Lærlinge (S.  57-58):

"I Oktober Maaned (1870) ramtes hele Skolens Ven, den gamle Ungkarl Hans Jokum Lauridsen, endelig af sin Skæbne og holdt i en moden Alder (54 Aar) Bryllup med en Gaardmandsenke fra Vejle-Egnen. Der blev hvisket om, at han i sine unge Dage havde syntes godt om hende, men ikke naaet at faa friet, før den anden kom og tog hende. Nutzhorn skrev en Vise til Brylluppet, og jeg skrev to, hvoraf den sidste lød saaledes:

 
"Den Sommer, den Sommer nu pakker ind sit Kram, 
og alle Sangens Fugle vil rejse bort med ham.
 
Men atter, men atter i Vang det bliver Vaar, 
saa Lærkens Stemme lyder og Nattergalen slaar.
 
— Nu pakker, nu pakker Hans Jokum ind sit Kram 
og vore gode Ønsker, de følger og med ham.
 
Men atter, men atter — vi haaber det vil ske — 
naar Vaarens Fugle kommer, Hans Jokum vi skal se.
 
Farvel da saa længe og byg med Fred og Ro, 
men naar igen vi samles, velkommen begge to!"
 

Da   Konrad   Jørgensen   viste Fru Schrøder denne Afskedsvise, drillede hun ham med,  at den gik med en Begravelsesmelodi ("Lyksalig").

1) En Artikel om samme Emne (af Paul Bjerge) vil blive optaget i Tillæget til III. Del.

 

 

 

©  COPYRIGHT 2008 ALL RIGHTS RESERVED PER KORNING OVE.