Side 237
Sølvbrylluppet 2. April 1919.
"Grosserer P. Lauridsen og Hustru fejrer deres Sølvbryllup 2. Paaskedag, og det fejler næppe, at Parret vil blive vist megen Opmærksomhed paa Højtidsdagen.
P. Lauridsen har som den udprægede Forretningsmand vist, at Foretagsomhed lønnes. Han har været optaget af sin Virksomhed; men han har ogsaa paa forskellig Maade vist sin Interesse for Vejen Stationsby, hvor hans store Forretning grundlagdes.
Her staar i Første Række den storstilede Bibliotheksgave, der staar som et Mønster for Fremtidens Arbejde paa dette Omraade, saavel her som i Udlandet.
Fru Anna Lauridsen var Sjælen i det, som her skabtes, men begge var optagne af Sagen, og den bedste Tak, der kan ydes Parret, er sikkert den, at Gaven maa faa Betydning for Ungdommen, som nu kan glæde sig over at have et smukt Hjem, hvor Fritiden kan udnyttes paa god og sund Maade. Denne Tak bringes ikke mindst derigennem, at Bibliotheket benyttes i stedse større Udstrækning.
Sølvbrudeparret har nu af Hensyn til P. Lauridsens Stilling i det landskendte Firma taget Bopæl i Kolding, men kender vi P. Lauridsen ret, skriver L. R. i "Folkebladet", vil den Tid næppe være fjern, da Parret atter vender tilbage til den By og den Egn, hvor de hele deres Liv har levet og virket, og hvor Forhold og Begivenheder er nær knyttede til hele deres Livsførelse. — —"
Hr. S. Lyngbæk, Handelschef ved den kgl. Grønlandske Handel, skriver i nedenstaaende Linier under 24. Januar 1922 følgende:
"Det var i Begyndelsen af Oktober 1897, at jeg kom til Vejen for at tiltræde Pladsen hos Købmand P. Lauridsen som Lærling. Jeg husker desværre ikke mere, hvorledes jeg blev modtaget, men derimod husker jeg tydeligt, at det første Arbejde, jeg blev sat til, var at rense nogle store Melkasser med Kalkvand, fordi der var gaaet Møl i Kasserne.
Dette Arbejde varede i flere Dage, og Kalkvandet sved i mine Hænder, der endnu ikke var vænnet til groft Arbejde. Paa en af Fingrene havde jeg et ganske lille Saar, men for hver Dag, der gik, aad Kalkvandet dette Saar større og større, og Arret af dette Saar sidder endnu paa Fingeren til Minde om dette mit første Arbejde, efter at jeg var kommen ud af Skolen.
Mit daglige Arbejde var iøvrigt Først at fylde alle Skuffer i Butikken med Mel, Gryn, Sukker o. lign., tappe en Mængde Petroleum af paa Flasker, fylde Sirupsdunke og Brændevinsankere, dernæst gøre nogle og tyve Petroleumslamper i Stand, køre i Byen med Trækvognen og løbe andre Byærinder, hjælpe paa Foderstoflageret og med Opmaaling af Kul samt Oplægning af Petroleumstønder, Sirupstønder, Brændevinsfade o. lign., om Aftenen afveje Kryderier og til Slut feje Butikken og strø Sand paa Gulvene. Det var et ganske godt Dagværk og noget helt andet, end jeg havde tænkt mig; men jeg tabte ikke Modet af den Grund.
Den første Søndag efter, at jeg havde tiltraadt Pladsen, holdt jeg Fødselsdag. Jeg havde forberedt mig paa at fejre denne Dag i største Stilhed, men det skulde blive anderledes. Fru Lauridsen havde nemlig paa en eller anden Maade op ad Dagen faaet Underretning om Begivenheden, og straks erklærede hun, at vi alle skulde have Chocolade i Dagens Anledning. Jeg mærkede ved den Lejlighed første Gang, at vi alle havde en god Ven i Fruen, som gerne vilde gøre det saa godt og hyggeligt for os, at vi ikke skulde savne vort eget Hjem, og det lykkedes virkelig for hende. Jeg mærkede snart, at vi ikke kunde gøre hende nogen større Glæde end at betragte hendes Hjem som vort Hjem, og netop fordi dette Ønske om at knytte os til sig kom fra Hjertet, lykkedes det i fuldt Maal. Vi gik alle ud og ind af Hjemmet, som om det var vort eget.
Det følger af sig selv, at vi altid var lige velkomne i Hjemmet, hvad enten der var Gæster eller Familien var alene; men Hjerteligheden strakte sig ogsaa baade til Hr. og Fru