Side 193
valgte sig en kristen Kvinde til Hustru. Hans Barndomshjem havde der haft saa stor Indflydelse paa ham."
Anton Kristensen, "Pedersminde", fortalte om, hvorledes Johs. Lauridsen tog imod ham for 28 Aar siden. "Da min Hustru siden var syg og maatte ligge i København, havde vi stadig Besøg af Johannes og Maren Lauridsen. Jeg skulde ingen Sorger have for min Gaards Drift derhjemme. Johs. Lauridsen tilbød, at Bestyreren paa "Grønvang" ogsaa skulde sørge for Markarbejdet paa "Pedersminde" i den Tid, jeg maatte være borte fra Hjemmet, saa jeg kunde forholde mig rolig og tryg."
Fru Magdalene Lauridsen, Ankerhus, talte smukt om Farbrors Godhed for de smaa, og hvordan han trøstede de gamle Koner. De fik ikke altid Første Gang, de ønskede noget. "Skal det knibe, saa kom!" kunde han sige. Man følte, at man nødigt maatte misbruge hans Godhed. Der er Sorg i mange smaa Hjem nu ved hans bratte Død." Hun nævnede, at Johs. Lauridsen i øsende Regnvejr mødte ved 25 Aars Festen paa Ankerhus, hvor han opmuntrende hilste paa "Generalstaben" — ikke som Nationalbankdirektøren, men som Manden og Mennesket, som Vennen med den dybe Forstaaelse. Tilsidst udtalte hun en varm Tak til Faster Maren for al hendes Hjertensgodhed og værdifulde Vejledning.
Sogneraadsformand L. P. Pedersen, Vejen, fortalte om sit to-aarige Ophold paa Cikoriefabrikken "Nørrejylland" og om de mange gode Minder fra "Grønvang". Johs. Lauridsen havde vist ham stor Forstaaelse og Tillid, da det kneb for den unge uerfarne Mand. Og Johs. Lauridsens store Menneskekundskab og Uegennytte maatte han beundre.
En Tak fra Askov.
Ved Elevmødet paa "Askov Højskole" 1920 fremdrog Fru Ingeborg Appel flere kære Minder om Askovlærlingen Johannes Lauridsen. Hans Livsretning var et stadigt opad, Højere op! Men trods alt det Høje og store glemte han ikke det mindre. Hun nævnte et Eksempel. "Vi stod midt i Arbejdet med Opførelse af den ny Hovedbygning; men der skulde spares, vi maatte nojes med rødt Teglstenstag, der stod saa daarligt til den røde Mur. Det var en lille Ting, men det pinte mig. Johannes Lauridsen fik det at vide, og en skøn Dag blev der sendt os et Pengebeløb fra "en god Ven af Skolen", Beløbet var til Taget, og vi fik det dejlige Tag, hvis Farve staar saa godt til hele Huset. Jeg blev inderlig rørt, jeg lille Menneske! Hvor er vi glade for de gamle Elever, og iblandt dem har vi stadig haft Grund til at sende vor bedste Tak til Familien paa "Grønvang" for al dens trofaste Kærlighed, for alt hvad den har været og virket for denne Egn. Hver Gang vi trængte til dens Hjælp, var den til rede. En varm Tak til Johannes og Maren Lauridsen for deres stilfærdige Færden iblandt os og deres varme Hjertelag! Ære være Johannes Lauridsens Minde!"
Træk om Fru Maren Lauridsen.
Johs. Lauridsen havde i sin Hustru fundet en fuldtud jævnbyrdig Livsledsagerinde med Forstaaelse og Sans saavel for det praktiske som det aandelige Livs Forhold.
En af de nøjeste Kendere af Livet paa "Grønvang", Fru Martha Sterndorff, meddeler om Maren Lauridsen: