Side 182
Under sit Ophold i København hjemsøgtes Johs. Lauridsen af en haardnakket Sygdom, der varede et helt Aar. Den begyndte med Lungebetændelse; da denne var godt og vel overstaaet, slog Sygdommen sig paa Nervesystemet og paa Hjertet, mente Lægen. Han blev derfor behandlet paa Finsens Klinik. Derefter blev han sendt til Asmannshausen ved Rhinen for Gigtlidelse, og da Opholdet her ikke hjalp, kom han til Silkeborg Vandkuranstalt og derefter til Professor Rovsings Klinik i Hellerup ved København. Sluttelig fik han igen Lungebetændelse et Par Gange, kom hjem i sin egen Seng og blev plejet omhyggeligt af sin Kone, der sørgede for, at han fik Mad, Hvile og god Varme. Men saa var han ogsaa kureret og fejlede i mange Aar intet.
Flere af de Læger, som han kom i Berøring med i dette Aar, stod han senere i særdeles godt Forhold til, saaledes Overlæge Knudsen og Professor Rovsing. Denne sidste kom ofte og slog Johannes Lauridsen paa Skulderen, naar de traf hinanden ved Møder o. l. i Hovedstaden, og sagde paa sin djærve og friske Maade til ham, at han oprigtigt talt ikke havde troet, at han (J. L.) havde staaet det igennem, men nu vilde han garantere for, at han vilde klare sig i mange Aar.
Og Professoren fik Ret; Johannes Lauridsen levede i mange Aar derefter og var næsten fuldt i sin gamle Kraft. Han tilbragte regelmæssigt sine Ferier paa "Grønvang" (der blev drevet ved Bestyrer), hvor Slægt og Venner da samledes, og selv om han af Udseende nok blev ældre og Haaret hvidere, syntes dog alle, at han stadig var en stærk Mand med det samme ungdommelige Sind og den friske smittende Latter.
Dog var der en Hjertesvaghed hos ham, som udviklede sig med Aarene, og han kunde sikkert have levet adskillige Aar endnu, hvis han havde villet skaane sig lidt, men det laa nu ikke for ham; han kunde ikke skaane sig og vilde altid være med som de andre, og han fik jo ogsaa Lov til at bevare sin Interesse og tildels sin Arbejdsevne usvækket til det sidste. Han døde en Søndag Morgen under et Besøg hos sin Svoger, Gaardejer Kristian Olsen, i Landsgrav ved Slagelse,. altsaa i sin Hustrus Barndomshjem 1).
Kl. 9 om Morgenen d. 20. Juni 1920 laa han i Sengen og sov, og Kl. 10 sad han paaklædt paa en Stol og var død. Efter Lægens Udsagn har han faaet en let Død, ved et Hjerteslag, en Død som netop passede for denne altid virksomme Mand, virksom enten i Handling eller Tanke.
Kaster man et Blik tilbage over denne Mands Liv, samler Indtrykkene sig til følgende Billede:
Han havde et modtageligt Sind, der var præget af et rigt Følelsesliv, men kun sjældent udtalte han sig om, hvad der rørte sig i hans Indre. Dog, naar man Søgte ham for at faa et godt Raad, fik man et Indblik i hans Væsen; hans Udtalelser var da prægede af dyb Forstaaelse og stor Kærlighed, og naar man forlod Johs. Lauridsen, var det med en sikker Følelse af, at man havde faaet et