Johannes Lauridsen fødtes som nævnt paa Grønvang i Vejen den 9. Maj 1847, Kl. 9 Eftermiddag, som den næstyngste af 5 Sønner, som Peder Lauridsen havde med sin Første Hustru Magdalene Andersdatter. Han mistede i 8 Aars Alderen sin Moder, men fik Aaret efter en god Stifmoder i Mette Tonnesen. Faderen sørgede for, at Børnene fik en god og alvorlig Undervisning og bekostede da sammen med sin Svoger Niels Hansen paa Lundgaard i Vejen Sogn og flere Familier Hjemmeundervisning for Børnene. I denne Skole skiftede Lærerkræfterne ofte, og som Følge heraf var Ensartetheden i Undervisningen ikke særlig fremtrædende. Det maa nævnes, at der var flere særdeles gode Lærere med stor Kærlighed til Børnene og gode Gaver til at lære dem baade de elementære Kundskaber og Bibelhistorie og Fædrelandshistorie. — En Lærer, man siden hen i Grønvang-Hjemmet mindedes med stor Tak, var den dygtige og hjertevarme Simon Jørgensen fra Gjerndrup i Brørup Sogn, som desværre Døde tidligt 1). Om denne Lærer, som virkede i flere Aar, udtaler Johs. Lauridsen i nogle egenhændige Optegnelser, at "han havde en mærkelig Evne til at fortælle for Børnene, saaledes at de lærte og kunde genfortælle Ludvig Chr. Müllers Bibelhistorie og Saxo Runemester fra Ende til anden; han havde en stor Indflydelse paa min Fantasi og Tankegang, og jeg følte mig saa taknemlig for det, han havde lært mig, at han blev min bedste Ven og Raadgiver, saa længe han levede; han havde en livlig Aand, men et svagt Helbred, var stærkt baade folkelig og religiøst grebet og forstod at paavirke sine Elever, hvad der for mig og vistnok for flere har haft en stor grundlæggende Betydning i disse Retninger. Han døde som Lærer i Røj og blev begravet paa Brørup Kirkegaard."
Det var vel ikke frit for, at Peder Lauridsen ventede sig særlig meget af Johannes, og de andre Brødre saa allerede i Drengeaarene op til ham. Den 15-aarige Dreng blev da i Vinteren efter sin Konfirmation 1861—62 sat i Huset hos Lærer Frandsen (den senere Amtsrevisor) i Vindelev ved Vejle. Der holdtes en Slags Skole for unge Mennesker, der skulde forberedes til Optagelse paa Jelling Seminarium. Under sit Ophold der kom han ofte til Jelling og hørte Forstander Svendsen, som tillige var Præst der, og han lærte samtidig flere Seminarister at kende, hvilke Bekendtskaber senere udviklede sig til Venskab.