Det er godt at gaa over Aaen efter sin Brud. Det var ellers ikke almindeligt i gamle Dage. En Gaardmandssøn hentede gerne sin Brud i Nabogaarden.
Fra Gamst har vi nu hørt, at gl. Mads Pedersen i 1726 faar sin Hustru fra Ø. Gjesten. (Nabosognet). Sønnen Peder Madsen gaar 1767 til Roved (i samme Sogn). Den unge Mads Pedersen finder 1795 sin Brud i Glibstrup (ogsaa i samme Sogn), og hans Søn Peder Madsen maa 1831 til Store Andst (ligeledes i Sognet). Den Bejler. der maa længst bort, er Hans Pedersen, der 1816 henter sin Brud i Grønninghoved, altsaa paa sønderjydsk Grund.
Og den, der i dette Tilfælde optræder som Hovedperson, Broderen Lauritz Pedersen, gaar 1802 til Nabobyen. Men dette, at han gaar over Aaen, til Byen Vejen, hvor han bor og bygger, faar den store Betydning for Slægten.
Den Brud, han fæster sig, er endda ikke en ægte Vejenbo 1). Hendes Bedstefader (se Side 39) var rømt fra Randerskanten, og fra Vejen gaar han 1735 over Kongeaaen for at hente sin Hustru i Gastrupgaard i Hjerting Sogn i Sønderjylland.
Vi ser altsaa, at vi har med Folk at gøre, der ikke nøjes med Nabogaarden. De går idet mindste til en eller anden Naboby, og de gaar over Aaen.